– kom med ASSITEJ Danmark og Danske Dramatikere til Baboró International Arts Festival for Children i Irland!
ASSITEJ Danmark inviterer støttet af Danske Dramatikere 3 ASSITEJ-medlemmer og 4 medlemmer af Danske Dramatikere til at deltage i en fælles studietur til Baboró International Arts Festival for Children i Galway, Irland – en af Europas vigtigste internationale festivaler for scenekunst for børn og unge.
Festivalen samler kunstnere, dramatikere, teatre og kulturaktører fra hele verden og er kendt for sin legende, nysgerrige og inkluderende tilgang til kunst for børn og unge. Diversitet, repræsentation og social forandring gennem kunst er centrale værdier for festivalen, som hvert år præsenterer et bredt program med teater, dans, musik og visuel kunst.